Spring til indhold
Case · Hastighed og ombygning

17,4 sekunder blev til 1,4

Erik B. Jørgensen ville have en hurtigere hjemmeside. I september 2026 vises hovedindholdet på 1,4 sekunder, og forsiden scorer 100 af 100 på mobil.

Vejen derhen var en fuld ombygning fra Avada til blokke med to plugins, jeg skrev til opgaven. Det er ikke den rigtige løsning hver gang. Her var den.

komud indlaeg
Forsiden af komud.dk på computer
komud forside mobil
Før47
Efter100
PageSpeed, mobil
Kort version

Casen på et minut

1,4 s
Før hovedindholdet vises på mobil. Før ombygningen: 17,4 s

PageSpeed Insights, mobil, forsiden. 17,4 s: min måling 15.1.2025. 1,4 s: min måling 15.9.2026

100
PageSpeed-score på mobil. Før: 47. Ved lanceringen: 99

PageSpeed Insights, mobil, forsiden: 15.1.2025, 29.5.2025 og 15.9.2026

98
Gennemsnitlig hastighedsscore for over 5.000 sider

Min SEO-analyse af hele sitet, juni 2025

32
Adresser med en omvej i de interne links. Før: ca. 740 fordelt på ca. 17.000 links

Mit linkplugin og crawl af 30.000+ URL’er, 30.5.2025

Udfordringen

En stor blog og webshop bygget i Avada. Forsiden hentede over 170 filer og næsten 5 MB, og på mobil gik der 17,4 sekunder, før hovedindholdet var der. Erik ville have den bedste langsigtede løsning.

Det gjorde jeg

Jeg byggede siden om fra Avada til blokke med et redesign. For at det ikke skulle tage en sommer, skrev jeg et plugin, der oversatte indholdet automatisk, og efter lanceringen et, der retter de interne links.

Resultatet

En side, der er blevet ved med at være hurtig: 99 ved lanceringen, 100 seksten måneder senere. Erik skriver og redigerer selv, og jeg holder øje med resten.

Skrevet 2.11.2026 · Målt 15.9.2026

Fakta

Opgaven

Erik er eventyrer, forfatter og foredragsholder. Komud.dk er blog, webshop og foredragsside i ét, med flere tusind sider og over 11.000 billeder. Opgaven var at gøre den hurtig uden at miste indhold, adresser eller placeringer.

Kunde
Erik B. Jørgensen, komud.dk: blog, webshop og foredrag om friluftsliv og ekspeditioner
Ydelser
Hastighedsoptimering, ombygning og redesign, egne plugins, teknisk SEO, support og vedligehold
Periode
Første kontakt marts 2021. Ombygning januar til maj 2025. Fast samarbejde siden
Platform
WordPress og WooCommerce, Kadence med eget child-tema, to egne plugins
Udført af
Kim Tetzlaff. Indhold, tekster og billeder: Erik selv
I dag
Fast aftale om support, vedligehold og udvikling
Hvad målingen viste · januar 2025

Otte sekunder med en blank skærm

Eriks læsere er friluftsfolk. De sidder tit med telefonen et sted uden ordentligt netværk. Derfor skal siden kunne åbne, også når netværket er dårligt.

Forsiden hentede over 170 filer og næsten 5 MB på én sidevisning. WP Rocket var allerede installeret, så det var ikke cachen, der manglede.

Januar 2025ForsidenEn produktside
PageSpeed-score, mobil4733
Largest Contentful Paint (hovedindholdet)17,4 s27,7 s
First Contentful Paint (det første på skærmen)8,3 s16,8 s
Total Blocking Time370 ms1.000 ms
Speed Index10,3 s
Google PageSpeed Insights, mobil, min måling 15.1.2025. GTmetrix samme dag: karakter D, 49 %, Time to Interactive 12,9 s.

Jeg måler altid først. Første gang Erik kontaktede mig, i marts 2021, viste målingen, at en linje CSS var nok, og Erik rettede det selv samme dag. Fire år senere viste den noget helt andet.

Hvorfor den var langsom

Avada henter det hele, også det, siden ikke bruger

Avada er et tema med sin egen page builder. Det er bygget til at kunne alt for alle. Efter min erfaring bruger en side typisk omkring 10 % af det, og resten bliver hentet alligevel.

Indholdet ligger desuden som shortcodes. Et billede er en kodestump, der kun virker, så længe temaet er aktivt. Slukker man for Avada, står koden tilbage, hvor der før var et layout.

// Sådan ser et billede ud i Avada-indhold (eksempel)
[fusion_imageframe image_id="4711|full"
  lightbox="yes" align="center" …]

// Og en knap
[fusion_button link="…" color="custom"
  button_gradient_top_color="#86a600" …]

Erik havde ikke gjort noget forkert. Sådan virker temaet, og det er de besøgende, der venter.

Valget

To muligheder, på skrift

Vejen til en hurtigere side er ikke den samme hver gang. Er det serveren, billederne eller cachen, er svaret tit billigt. Her var det temaet. Jeg gav Erik to muligheder på skrift, så de kunne læses igen i fred. Erik valgte den langsigtede og gav mig samtidig lov til at redesigne, så længe indholdet og budskabet stod tydeligt.

Mulighed 1

Optimér det, der står der nu

Oprydning i filer, komprimering, lazyload, WP Rocket sat rigtigt op, database, render-blokerende filer og skrifttyper. Hurtigere, men en løbende proces, man på et tidspunkt skal tilbage til.

Mulighed 2 · valgt

Byg siden om på WordPress’ egen standard

Væk fra det store tema, over på blokke og et let tema. Mit løfte: over 90 på mobil og under 2 sekunder. En side, der ikke behøver den store hastighedsoptimering bagefter.

Værktøjet

Jeg byggede værktøjet i stedet for at lave arbejdet i hånden

Der findes ikke et plugin, der flytter Avada-indhold over i blokke. Normalt åbner man hvert indlæg og bygger det op igen. Med flere tusind sider er det meget arbejde, og det er kunden, der betaler for det.

Så jeg kortlagde alle de Avada-shortcodes, Erik brugte, og skrev et plugin, der oversætter dem til blokke. Pluginnet læser hver shortcode og laver den om til den rigtige blok. Det klarede omkring 95 % af indholdet. Resten tog jeg i hånden.

Mens Erik var på ekspedition i fem uger i foråret 2025, arbejdede jeg videre. Så stod indholdet stille, mens det blev flyttet, og Erik kunne gennemgå det hele på en kopi af siden bagefter. Siden gik live natten til 29. maj 2025.

  • fusion_imageframe → Billede med rigtige mål, så siden ikke hopper
  • fusion_lightbox i stribe → Ét galleri
  • fusion_title → Rigtig overskrift på rigtigt niveau
  • fusion_faq → Harmonika med FAQ-schema
  • fusion_blog → Blogoversigt med rigtig paginering
Lanceringen · 29. maj 2025

Ingen adresser blev ændret

Ved en ombygning er jeg mest nervøs for adresserne. Skifter de, forsvinder placeringer, og links udefra peger ud i ingenting.

Hver side og hvert indlæg beholdt sin adresse ved ombygningen, så der var ingen nye redirects at lave. Samme nat målte jeg siden: 99 på mobil og 100 på computer.

Klik fra Google lå på omkring 200 om dagen før lanceringen og 207 efter. Juni 2025, den første hele måned på den nye side, blev med 5.333 klik den bedste måned i de 16 måneder, jeg har data for.

Trafikken faldt ikke. Det var lige præcis det, jeg ville.

Google Search Console, 14. maj til 12. juni 2025.

Resultatet

Samme test, tre gange over 20 måneder

Ved lanceringen var hovedindholdet omkring ni gange hurtigere på mobil. 16 måneder senere er det omkring tolv gange hurtigere. Siden er ikke blevet langsommere med tiden, selvom Erik har skrevet videre.

På computer: 100 af 100 både ved lanceringen og i september 2026.

Forsiden, mobil15.1.202529.5.202515.9.2026
Score4799100
Largest Contentful Paint17,4 s1,9 s1,4 s
First Contentful Paint8,3 s1,5 s1,1 s
Speed Index10,3 s2,3 s1,1 s
Total Blocking Time370 ms10 ms20 ms
Cumulative Layout Shift000,002
Google PageSpeed Insights, mobil. Mine målinger 15.1.2025, 29.5.2025 og 15.9.2026.
Siden i dag

Et nyt design med Eriks eget udtryk

Designet bygger på jordfarverne fra Eriks logo og en stregtegning fra Eriks tatovering, som går igen nederst på siderne. Sidebaren på forsiden er væk, så det vigtige står tydeligt.

Forsiden af komud.dk på computer
Forsiden på computer.
Et blogindlæg på komud.dk med indholdsfortegnelse og billeder
Et blogindlæg: indholdsfortegnelsen laves automatisk ud fra overskrifterne.
En foredragsside på komud.dk
En foredragsside, bygget op i blokke, som Erik selv redigerer.
Forsiden af komud.dk på mobil
Forsiden på mobil.
Et blogindlæg på komud.dk på mobil
Et blogindlæg på mobil. Billederne fylder hele bredden.
Sådan arbejder jeg

Det, jeg tænker, før jeg retter noget

Her er de ting, jeg gør hver gang, med et eksempel fra komud.dk på hver.

Jeg prøver på én side, før jeg retter dem alle

Når et værktøj skal rette mange sider, prøver jeg det først på én. Og står den samme fejl mange steder, retter jeg årsagen ét sted.

Eksempel Konverteringspluginnet kunne have kørt hele sitet igennem på en nat. I stedet tog jeg én side ad gangen, og det fangede en fejl i gammel Avada-kode, der ville have ramt mange sider. Efter lanceringen skrev jeg kode, der automatisk retter dobbelte topbilleder, gammel kode fra Word og ugyldige overskrifts-id’er på hele sitet.

Jeg siger til, når designet mister fokus

Er alt på en side fremhævet, ser man ikke det vigtige. Det siger jeg, når jeg ser det, men det er kunden, der bestemmer.

Eksempel Da Erik så det nye design i marts 2025, kom der en lang liste med ønsker: bredere side, mere farve, flere kategorier i menuen. Jeg svarede punkt for punkt, fx at under 5 % af de besøgende har en skærm, der er bredere end HD, og at alt ikke kan være lige vigtigt. Erik valgte den enkle løsning.

Jeg siger nej, når noget skader siden

Det nemmeste er at gøre, hvad kunden beder om. Men når jeg kan se, at det koster noget senere, siger jeg det, og forklarer hvorfor.

Eksempel I juni 2025 ville Erik slette alle billeder, der ikke var WebP, for at spare plads. Nej: originalerne skal blive, så der er en version til alle enheder. Automatiske opdateringer af plugins frarådede jeg også. Og da der i oktober 2026 kom en regning for en plugin-licens, var mit svar, at pluginnet ikke blev brugt længere.

Jeg finder årsagen, før jeg retter

Når en fejl ikke kan genskabes, udelukker jeg én ting ad gangen, indtil der kun er én forklaring tilbage.

Eksempel I februar 2026 virkede links til PDF’er i Eriks scrapbog ikke. Det lignede en fejl efter en opdatering, men når jeg selv kopierede linket, virkede det. Årsagen var æ, ø og å i filnavne, kopieret i Safari på Mac: tegnene ser ens ud, men er kodet anderledes. Da det skete igen i april, var svaret klar med det samme.

Jeg lærer kunden at klare det selv

Meningen med at komme over på blokke var, at Erik selv kan arbejde i siden. Så det er en del af opgaven at forklare hvordan, og hvorfor.

Eksempel Ved lanceringen fik Erik omkring 10 korte hjælpevideoer og en ny arbejdsgang: sider til det, der skal sælges, indlæg til historierne. Siden er der kommet flere videoer og et par tommelfingerregler, fx at det tit er cachen, når noget virker for Erik, men ikke for de besøgende. I februar 2026 havde Erik selv flyttet alle sine indlæg over i det nye design.

Jeg kigger lidt bredere, end jeg er bedt om

Når jeg alligevel er inde på en side, ser jeg mig lidt omkring. Det er tit der, jeg finder det vigtigste.

Eksempel I september 2026 bad Erik om, at billeder i galleriet kunne åbnes i stor størrelse. Det fik Erik dagen efter, uden et nyt plugin. Mens jeg testede, så jeg, at baggrundsjob brugte hele serverens hukommelse. Efter oprydningen faldt forbruget fra 2.048 til 227 MB og CPU’en fra 40-50 % til omkring 10 %. Erik svarede samme dag, at det allerede kunne mærkes.

Efter lanceringen

Arbejdet efter lanceringen

Efter lanceringen fortsatte jeg med links, SEO og de ting, der dukker op, når en side bliver brugt.

Linkpluginnet

Dagen efter lanceringen fandt jeg hundredvis af adresser med en omvej i de interne links. Jeg skrev et plugin, der retter linkene, når siden vises, uden at røre artiklerne.

SEO-analyse på eget initiativ

En uge efter lanceringen gennemgik jeg hele sitet. Jeg rettede https, HSTS og alt-tekster og satte mailen op, så den ikke landede i spam. Erik fik lister over titler og overskrifter, der kunne gøres bedre.

Search Console uden panik

Når Google sender en advarsel, forklarer jeg, om det er en rigtig fejl eller bare støj. Det gamle site havde fx aldrig haft produkt-schema, så advarslen om det var ikke en fejl fra flytningen.

Fast aftale

I oktober 2025 fulgte jeg op efter sommeren. Det blev til en fast aftale med én regel: det, der åbenlyst skader siden, retter jeg med det samme. Det, Erik selv har lavet, spørger jeg ind til først. Der kan jo være en tanke bag.

Råd om domæner

Erik havde to ældre sites. Mit råd: behold altid domænerne, og flyt de bedste indlæg over på komud.dk med redirects fra de gamle adresser, så komud.dk står stærkere.

AI-søgning

I april 2026 gennemgik jeg komud.dk med fokus på AI-søgning. Konklusionen: indholdet er stærkt, strukturen kan blive skarpere. Forslaget var 11 hubsider og en klar rollefordeling. Erik gik i gang med hubsiderne.

Forløbet

Fra en linje CSS til fast samarbejde

Siden 2021 har jeg haft 54 sager for Erik. De fleste er små spørgsmål og rettelser, og jeg tager dem, når de kommer.

  1. Mar. 2021Første henvendelse. En linje CSS, som Erik selv retter samme dag
  2. Jan. 2025Måling og to muligheder på skrift. Erik vælger ombygningen og giver lov til et redesign
  3. Mar.–maj 2025Nyt design, indholdet konverteres, mens Erik er på ekspedition, og siden går live natten til 29. maj
  4. Maj–jun. 2025Hjælpevideoer, linkplugin, automatiske rettelser og en SEO-analyse af hele sitet
  5. Okt. 2025Fast aftale om support, vedligehold og udvikling
  6. Feb.–apr. 2026Fejlfinding på æøå i filnavne, råd om domæner og en gennemgang med fokus på AI-søgning
  7. Sep. 2026Galleri med lightbox, serveren ryddet op og en ny måling: 100 og 1,4 s
Mere fra samarbejdet

Tre opgaver, jeg skriver om for sig

Nogle af opgaverne for komud.dk er så store, at de får deres egen case.

Fra Avada til blokke

Pluginnet, der oversatte en hel Avada-side til blokke: hvordan det virker, og hvad der skulle gøres i hånden.

Linkpluginnet

Sådan retter et lille plugin tusindvis af interne links med en omvej, uden at røre en eneste artikel.

Klar til AI-søgning

Gennemgangen fra april 2026: hubsider, svarende indledninger og strukturerede data.

For dig, der selv koder

Teknikken, målingerne og det, jeg lærte

Tallene har dato og kilde. Siden kan du selv se i dag.

Teknik
  • Platform: WordPress og WooCommerce på Kadence med eget child-tema, Kadence Blocks, WP Rocket, Imagify, Rank Math og Redirection. Hosting hos Simply.com.
  • Konverteringspluginnet: registrerer selv Avadas shortcodes, så intet knækker, når Avada slås fra. Oversættelsen hænger på the_content, content_edit_pre, rest_prepare_post/_page og save_post. Alt vises konverteret fra dag ét, mens databasen først skrives om, når et indlæg gemmes. Migreringen er doven i stedet for destruktiv.
  • Billeder: fusion_imageframe bliver til et billede med bredde og højde fra wp_get_attachment_metadata(). Når et billede i en lightbox-stribe ikke kan findes med attachment_url_to_postid(), fordi URL’en peger på en beskåret størrelse, fjernes -800x600-suffikset, og der prøves et LIKE mod guid.
  • FAQ: fusion_faq bliver til en egen indholdstype og en harmonika-blok med FAQPage-JSON-LD.
  • Linkpluginnet: rettelsen sker i et output-buffer-filter på template_redirect, ikke som en skrivning til post_content. Pluginnet bygger et opslag ud af Redirections aktive redirects og Page Links To’s _links_to, cachet som JSON. Hver intern href i den færdige HTML slås op. Manglende skråstreg, http og dobbelte skråstreger rettes også. En oversigt i backend tjekker hver destination for 404 og konflikter.
  • Automatik i editoren: dobbeltbillede fjernes, når det er identisk med det udvalgte billede. Gammel kode fra Word fjernes, når et indlæg gemmes. Ugyldige overskrifts-id’er renses. «Relaterede indlæg» som H2 sat centralt.
Målingerne
MålingTalKilde
PageSpeed mobil, forsiden, før47 · LCP 17,4 s · FCP 8,3 s · SI 10,3 s · TBT 370 msMin måling 15.1.2025
PageSpeed mobil, produktside, før33 · LCP 27,7 s · FCP 16,8 s · TBT 1.000 msSamme måling
GTmetrix, førD · 49 % · TTI 12,9 sSamme måling
Forsidens vægt, førover 170 filer, næsten 5 MBSamme måling
PageSpeed mobil ved lanceringen99 · LCP 1,9 s · FCP 1,5 s · SI 2,3 s · TBT 10 msMin måling 29.5.2025
PageSpeed computer ved lanceringen100 · LCP 0,5 s · FCP 0,4 s · TBT 0 msSamme måling
PageSpeed mobil, 16 måneder efter100 · LCP 1,4 s · FCP 1,1 s · SI 1,1 s · TBT 20 ms · CLS 0,002Mine skærmbilleder 15.9.2026
PageSpeed computer, 16 måneder efter100 · LCP 0,6 s · FCP 0,3 s · TBT 0 msSamme
Hastighedsscore for hele sitet98 i snit, over 5.000 siderMin SEO-analyse 6.6.2025
Interne links med omvejca. 740 URL’er / 17.000 links → 32 / 216Linkpluginnet, 30.5.2025
Billeder på sitetover 11.000Min opgørelse, februar 2025
Serveren før og efter oprydninghukommelse 2.048 → 227 MB · PHP-processer 22-40 → ca. 2 · CPU 40-50 % → ca. 10 %Min måling, september 2026
Klik fra Google pr. dagca. 200 → 207Search Console, 14.5.–12.6.2025
Sager siden 202154Min egen optælling, 2.11.2026
Det lærte jeg
  • Et eget værktøj kan betale sig. Pluginnet kostede mindre end at gøre det i hånden, og jeg kunne køre det igen, når der dukkede nye fejl op.
  • Jeg skriver først databasen om, når et indlæg gemmes. Indtil da vises indholdet bare konverteret, så jeg kan rulle tilbage, hvis noget går galt.
  • Jeg holder øje med siden. Den var hurtig ved lanceringen, og den er stadig hurtig, fordi jeg opdager det, når serveren begynder at løbe tør.
  • Jeg viser hellere, hvordan det gøres. Hver video giver færre fejl og mere tid til det, Erik er god til, nemlig indholdet.
Det beviser tallene ikke

PageSpeed måler én side ad gangen under simulerede forhold. Målingerne er af forsiden, og tallene svinger fra måling til måling. 95 % automatisk konvertering er mit skøn, ikke en optælling. Klik-tallene viser, at trafikken ikke faldt ved lanceringen, men ikke, hvad hastigheden betyder for salg og bookinger. En enkelt dag med 570 klik (26. maj 2025) er taget ud af «før», og datasættet starter to uger før lanceringen, så «bedste måned» siger intet om tiden før.

Tjek selv
Kontakt

Står du samme sted?

Jeg starter med at måle, hvad din side bruger tiden på. Nogle gange er svaret billigt, og så siger jeg det.

Kim TetzlaffKim TetzlaffDen, der laver arbejdet
Gerne med link til en hastighedstest.