Spring til indhold
Case · Body SDS, kropsterapi og uddannelse

Syv år som fast teknisk partner for Body SDS

Body SDS uddanner kropsterapeuter, driver en klinik i Parken og sælger behandlinger, kurser, events og produkter online. Alt det skal kunne lade sig gøre på én hjemmeside, og den skal virke sammen med de værktøjer og bureauer, Body SDS bruger.

Jeg overtog siden i 2019. Mange udviklere havde bygget på den før mig, og intet var skrevet ned. I dag hører jeg fra Body SDS næsten hver dag.

bodysds uddannelse desktop
Forsiden af body-sds.dk på computer
bodysds forside mobil
Kort version

Casen på et minut

7 år
Fast teknisk partner

Samarbejdet startede i januar 2019 og kører stadig 2.11.2026.

650+
Opgaver og sager siden 2019, heraf 168 i 2026

Min egen optælling af opgaver og sager 2.11.2026. Telefonsamtaler og møder er ikke talt med.

37
Egne plugins på Body SDS’ sites

Optalt 31.10.2026: 32 på body-sds.dk og 5 på Body SDS’ site for uddannede

Nr. 1
På «kropsterapi» i Google

Min placeringsmåling 26.6.2026 efter SEO-gennemgangen i juni 2026

Udfordringen

Mange udviklere havde bygget videre på siden gennem årene. Koden var vidt forskellig, og intet var skrevet ned. Samtidig har Body SDS klinik, uddannelse, events og webshop, som alle skal ligge på den samme side.

Det gjorde jeg

Jeg brugte tid på at lære både koden og forretningen at kende, før jeg begyndte at rette. Senere byggede jeg siden forfra efter designet fra deres egen designer. Når et færdigt plugin er for tungt til opgaven, skriver jeg selv et.

Resultatet

En side, medarbejderne selv kan arbejde i, nr. 1 på «kropsterapi» i juni 2026 og en udvikler, der kender siden og kan gå i gang med det samme, når der er brug for noget.

Skrevet 2.11.2026 · Målt 26.6.2026

Fakta

Opgaven

Body SDS manglede en WordPress-udvikler, der ville overtage siden og blive ved. I dag holder jeg den kørende og bygger det nye, når de får brug for det.

Kunde
Body SDS A/S, kropsterapi, uddannelse og klinik i Parken, København
Ydelser
WordPress og WooCommerce, egne plugins, integrationer, teknisk SEO, drift, hosting, rådgivning og support
Periode
Januar 2019 til i dag
Platform
WordPress og WooCommerce med eget child-tema og egne plugins
Udført af
Kim Tetzlaff. Design: Body SDS’ egen designer. Klaviyo, tracking og måling: eksterne bureauer
I dag
Fast teknisk partner: udvikling, drift, SEO og hosting af alle Body SDS’ sites
Sådan arbejder jeg

Det, jeg gør, og hvorfor

Efter syv år med Body SDS er der nogle vaner, jeg holder fast i. Her er de, med et eksempel fra siden på hver.

Jeg lærer siden at kende først

Når mange har bygget på den samme side, kan en lille rettelse ét sted give en fejl et helt andet sted. Så før jeg retter noget, finder jeg ud af, hvad hvert plugin gør, hvem der har skrevet koden, og hvad Body SDS faktisk bruger.

Eksempel Inden jeg overtog siden i 2019, lavede jeg på eget initiativ en analyse af den. Ca. 1.300 af 1.900 sider havde fejl. Bagefter gik jeg pluginsene igennem og fandt ca. 11, der kunne fjernes, og 45 døde sider, der skulle omdirigeres. Først derefter begyndte jeg at rette.

Det samme skal kun rettes ét sted

Skal en medarbejder huske at rette en dato to steder, bliver det ene glemt før eller siden. Det ville jeg selv også glemme. Derfor ligger oplysningerne ét sted, og resten af siden henter dem derfra.

Eksempel Kurser og events er produkter i webshoppen, og siden om intromøder og holdstarter henter datoerne derfra. De engelske sider linker til de danske skemaer og priser. I det nye design fra 2024 er sidemenuen og kontaktboksen en fast del af skabelonen, så ingen skal huske at sætte dem ind på hver side.

Jeg bygger til dem, der bruger siden

Der er to slags brugere: dem, der besøger siden, og medarbejderne, der arbejder i den hver dag. Begge skal have det let. Hvordan folk bruger siden, ser jeg i tallene i stedet for at gætte.

Eksempel I marts 2024 kunne vi se i Body SDS’ egne tal, at ca. 66 % af de besøgende kom på mobil, mens ca. 70 % af salget skete på computer. Den gamle side var lavet til computer. Den nye blev bygget til mobil først, men det skulle stadig være let at købe på computer. Medarbejderne havde også svært ved at oprette sider. Én side fyldte 526 rækker i databasen, hvor ca. 25 havde været nok.

Jeg retter selv fejl i plugins

Finder jeg en fejl i et købt plugin, retter jeg den selv med det samme og sender rettelsen til den, der har lavet pluginet. Der kan gå uger, før en opdatering kommer, og imens mister kunden tilmeldinger eller salg.

Eksempel I marts 2024 kom tilmeldingerne til nyhedsbrevet ikke igennem, og bureauet bag nyhedsbrevene kunne ikke finde årsagen. Den lå i formular-pluginet, som satte +1 foran danske telefonnumre i stedet for +45. Jeg rettede pluginet, så tilmeldingerne virkede igen, og sendte rettelsen til udvikleren.

Jeg vælger det mindste, der kan løse opgaven

Et stort plugin, man kun bruger lidt af, skal alligevel holdes opdateret, og det gør siden langsommere. Jeg spørger derfor, hvad der egentlig er brug for. Nogle gange er svaret, at jeg bygger det selv.

Eksempel LearnDash blev næsten kun brugt til eksamen, men skulle hele tiden vedligeholdes og gjorde siden tungere. Så jeg byggede et eksamenssystem, der kun kan det, Body SDS bruger, og flyttede de gamle eksamener over. I 2025 frarådede jeg et ekstra blok-plugin, fordi siden allerede havde to, der kunne det samme.

Jeg tjekker, hvad en ændring rammer

En lille ændring kan ramme noget, man ikke lige tænker på: placeringen i Google, gamle links, kassen i webshoppen eller en automatisk mail. Det tjekker jeg, før jeg ændrer noget.

Eksempel Da «præsentationsaften» og «infomøde» skulle hedde «intromøde» overalt, ville en automatisk søg-og-erstat i databasen have været det hurtigste. Jeg frarådede det og rettede det i hånden, og den gamle side blev omdirigeret, så links og placeringer i Google ikke gik tabt. Da gavekort fik en gyldighed på tre år, sagde jeg til, at kort købt online og kort indløst i klinikken lå i to systemer, der ikke talte sammen.

Jeg siger til, før det bliver et problem

Jeg holder øje med siden og siger til, når noget bør gøres, også når ingen har spurgt. Helst skal Body SDS slet ikke opdage, at der var et problem.

Eksempel Overvågningen sender alarmer til mig, ikke til Body SDS. Jeg har foreslået rolleprofiler i stedet for mange administratorer, PHP-opgraderinger og oprydning i gamle kladder. Kommer der en kritisk sikkerhedsopdatering, lægger jeg den på med det samme og fortæller det bagefter.

Siden i dag

Én side til behandling, uddannelse, events og shop

Jeg byggede siden forfra i 2024 efter designet fra Body SDS’ egen designer. Siden er der kommet en vidensektion, nye værktøjer og en kalender, der henter alt fra webshoppen.

Forsiden af body-sds.dk på computer
Forsiden: de tre forretningsben, behandling, uddannelse og træning, med appen nedenunder.
Hovedsiden for Body SDS-uddannelsen med undermenu og knapper til infokit og intromøde
Uddannelsen: én hovedside med undermenu og to tydelige næste skridt, infokit og intromøde.
Vidensområdet på body-sds.dk med temaer og artikler
Viden: artikler samlet i temaer, så både læsere og Google kan se sammenhængen.
Kalenderen med kurser og events, hentet fra webshoppen, med venteliste
Kalenderen: kurser og events er produkter i webshoppen. Passer datoerne ikke, kan man få besked om nye.
Søgning efter autoriserede Body SDS-behandlere på adresse, navn og interesse
Find en behandler: søgning på adresse, navn og interesse blandt de autoriserede behandlere i hele landet.
Uddannelsessiden på mobil
Uddannelsen på mobil.
Vidensområdet på mobil
Vidensområdet på mobil.
Forløbet

Fra overtagelse til fast partner

I januar 2019 blev jeg anbefalet til Body SDS af et SEO-bureau. Siden er der kommet nye opgaver hver måned. Nogle er store projekter, men de fleste er små rettelser og spørgsmål, som helst skal løses samme dag.

  1. 2019Analyse og overtagelse. Plugins ryddet op, døde sider omdirigeret, gavekort og billetsalg rettet, intranettet flyttet til ny hosting
  2. 2020Hurtigere side, kursusbeviser og bedre søgning til de autoriserede behandlere, rabatgrænse for behandlere, besked om aflysninger samme dag
  3. 2021Rollepriser, nyt optagelsesflow for elever med depositum, overvågning af oppetid, kampagner og oplæring af medarbejdere
  4. 2022Spamfilter, kursusdatoer hentet fra shoppen, måling af leads fra uddannelsesportaler og teknisk sparring om en ny side
  5. 2023Holdstarter og depositum-flow, tjek af tracking og en plan for medlemskab og betaling mellem siden og appen
  6. 2024Ny server i marts, ny side bygget forfra og live 20. november, fejl i et formular-plugin fundet og rettet
  7. 2025Ansvar for teknisk SEO, nyt vidensområde, e-bog og rabatkoder til at fylde skoleholdene og appens brugere samlet på hovedsitet
  8. 2026Brugersynk mellem sites, venteliste, fortrydelsesknap, nr. 1 på «kropsterapi» og eget eksamenssystem
Det løbende

Det, der skal virke hver dag

Det meste, jeg laver for Body SDS, er små opgaver i hverdagen, så klinik, uddannelse, shop og app hænger sammen. Her er de områder, de handler om.

Autoriserede behandlere

Søgning på adresse og navn, profiler, logo til deres egne sider, kursusbeviser og egne priser i shoppen.

Optagelse af elever

Vælg by, betal depositum, udfyld oplysningsskema. Derefter sendes den rigtige mail og de rigtige dokumenter automatisk.

Kalender og venteliste

Kurser og events er produkter i webshoppen. Er et hold fuldt, kan man skrive sig op og få besked om nye datoer.

Brugere og Klaviyo

Et eget plugin holder brugere, roller og rabatter ens på tværs af sites. Koblingerne fra siden til Klaviyo har jeg bygget via API. Selve Klaviyo og tracking står eksterne bureauer for.

Lov og samtykke

Digital fortrydelsesknap efter ny EU-regel og samtykke, der ikke er et krav for at få en e-bog.

Drift og hosting

Jeg administrerer hostingen af alle Body SDS’ sites og holder dem ved lige: opdateringer, PHP-versioner, spam og licenser. Fejl og alarmer går til mig.

Nye værktøjer

Fra AI-prototype til en del af hjemmesiden

Body SDS får mange idéer til værktøjer til deres kunder og elever. Med AI kan en idé hurtigt blive til en prototype, der viser, hvordan værktøjet skal virke. Den er god at tale ud fra, men den er ikke lavet til at køre på en hjemmeside.

Her tager jeg over. Jeg bygger værktøjet som et plugin, der passer ind i resten af sitet: samme design, samme brugere og samme kobling til nyhedsbrevet og webshoppen som alt det andet på siden.

Samtidig tænker jeg det ind, som en prototype ikke tager sig af: sikkerhed, persondata og samtykke, hastighed og opdateringer. Værktøjet skal ligge på Body SDS’ eget domæne, kunne findes i Google og stadig virke om nogle år.

Så kan Body SDS bruge tiden på idéen, og jeg sørger for, at den bliver til noget, der kan stå på hjemmesiden.

Værktøjet Sundt Fokus på body-sds.dk
Et af værktøjerne, bygget som plugin på body-sds.dk.
SEO · juni 2026

Fra svingende placeringer til nr. 1 på «kropsterapi»

Placeringerne på de vigtigste søgninger om uddannelsen var faldet. Jeg gennemgik siderne og rettede de tekniske årsager.

Flere sider konkurrerede om de samme søgninger, mange sider havde mere end én hovedoverskrift, og systemsider lå i Google. Efter rettelserne hoppede «kropsterapi» mellem 4. og 11.-pladsen i ti dage, og 26. juni 2026 lå Body SDS nr. 1.

Én hovedside

Uddannelsen fik én side, der skal ranke. De andre peger på den.

Nye titler

Titlerne på kernesiderne blev skrevet om efter, hvad folk søger.

Én H1 pr. side

Ca. 30 sider med mere end én H1 blev rettet.

Ud af Google

15 system- og app-sider fik noindex, og dubletter blev omdirigeret.

Mere fra samarbejdet

Flere cases fra Body SDS

Nogle opgaver er for store til en linje her, så de får hver deres case. De er på vej.

Vidensområdet

En vidensektion med temaer, FAQ-sider og strukturerede data. Strategien, SEO’en og teknikken bag.

Nr. 1 på «kropsterapi»

Gennemgangen af uddannelsessiderne i juni 2026: hvad der var galt, hvad jeg rettede, og hvordan placeringen udviklede sig.

Eget eksamenssystem

Et eget plugin, der erstattede et stort LMS, fra brief til i drift på tre uger.

Brugere på tværs af sites

Et plugin, der holder brugere, roller og rabatter ens mellem sitet for uddannede og webshoppen.

Og alt det andet

Det, jeg også har lavet for Body SDS

Et udvalg af de mindre opgaver siden 2019, som ikke er nævnt ovenfor. Hver linje er én eller flere opgaver.

Webshop og betaling

  • Gavekort og regler for gyldighed
  • Kampagner og rabatkoder
  • Produkter med varianter
  • Fragt og pakkebokse
  • Apple Pay og Google Pay
  • Digitale produkter, der gennemføres automatisk

Indhold og integrationer

  • Omdirigering af døde sider
  • Artikel om kropsterapiens historie
  • llms.txt
  • ActiveCampaign via Zapier
  • Måling af leads fra uddannelsesportaler
  • Appens brugere flyttet til hovedsitet

Drift og sikkerhed

  • Overvågning og fejlmails
  • Spamfilter på formularer
  • Cookie-samtykke
  • Intranettet flyttet til ny hosting
  • Beskeder om aflysninger samme dag
For dig, der selv koder

Teknikken, målingerne og det, jeg lærte

Tallene har dato og kilde. Siden kan du selv se i dag.

Teknik
  • Platform: WordPress og WooCommerce på GeneratePress med eget child-tema. Det nye grunddesign fra 2024 bruger én global sideskabelon med sidemenu og CTA i stedet for en blok, der skulle indsættes manuelt på hver side.
  • Egne plugins: 37 i alt, optalt 31.10.2026. På body-sds.dk 19 plugins og 13 must-use-plugins, på sitet for uddannede 2 plugins og 3 must-use-plugins. Fx vidensektionen, forfatter og «godkendt af» på artikler, interne links, venteliste, fortrydelsesknap og hastigheds- og fejlfindingsværktøjer.
  • Events: almindelige WooCommerce-produkter med dato. Samme kurv, betaling, mails og lager som resten af shoppen. Ventelisten tjekker hvert 15. minut for nye datoer.
  • Brugersynk: eget plugin, der opretter brugere og sætter roller og rabatter (medarbejder, autoriseret behandler, elev) ens på sitet for uddannede og i webshoppen. I drift fra 29.4.2026.
  • Eksamen: eget plugin i stedet for LearnDash’ quizzer, med et værktøj, der flyttede de gamle eksamener over. Spørgsmålsbank, tidsgrænse og resultater med CSV-eksport. Fra brief 30.9.2026 til i drift 19.10.2026.
  • Værktøjer: idéer, som Body SDS har prøvet af som prototyper, bygget om til egne plugins på body-sds.dk med samme brugere, design og samtykke som resten af sitet. Siden hopper ikke mellem trinene (CLS 0,000).
  • SEO: strukturerede data på FAQ-sider og behandlerprofiler, én H1 pr. side, noindex på system- og app-sider og /llms.txt.
  • Hosting: alle Body SDS’ sites, også sitet for uddannede, ligger hos PerfGrid, hvor mine egne sites også ligger. PerfGrid driver serverne, jeg administrerer hostingen og holder sitene ved lige. Flyttet til en hurtigere server med Redis-cache 14.3.2024.
Målingerne
MålingTalKilde
Sider med fejl ved første analyseca. 1.300 af 1.900Min analyse til Body SDS, 18.1.2019
Ahrefs Health Score ved første analyse54 %Samme analyse
Opgaver og sager659 i alt: 52 (2019), 69 (2020), 104 (2021), 72 (2022), 37 (2023), 58 (2024), 99 (2025), 168 (2026)Min egen optælling, 2.11.2026
Egne plugins37Optalt i plugin-mapperne, 31.10.2026
Databaserækker på uddannelsessiden før det nye tema526, hvor ca. 25 var nokMin analyse, 20.3.2024
Skrifttyper på sitet før det nye tema6Samme analyse
Besøgende på mobilca. 66 %, men ca. 70 % af salget sker på computerBody SDS’ Analytics, marts 2024
Sider med mere end én H1, rettetca. 30SEO-gennemgang, 16.–17.6.2026
Placering på «kropsterapi»nr. 1Min måling, 26.6.2026
Ingen af tallene er hastighedsmålinger før og efter. Dem har jeg ikke målt systematisk.
Det lærte jeg
  • Lær siden at kende, før du retter i den. Når mange udviklere har bygget på en side, og intet er skrevet ned, må man igennem koden og hvert plugin. Det tog tid, men ellers kunne jeg ikke rette noget uden at ødelægge noget andet.
  • Nogle gange er det bedre at starte forfra. Vi kunne have blevet ved med at lappe den gamle side. Det nye design var lettere at vedligeholde fra første dag.
  • Designer i huset, udvikler udefra. Body SDS har sin egen designer, som laver både hjemmesider og tryksager. Designeren tegner, og jeg bygger og siger til, hvis noget bliver tungt at drive. Designet er bygget som skabeloner og blokke, så alle hos Body SDS kan arbejde videre i det.
  • Jeg er ikke den eneste leverandør. Eksterne bureauer står for Klaviyo, tracking og måling. Min del er at sørge for, at det, de laver, virker på hjemmesiden.
Det beviser tallene ikke

Nr. 1 på «kropsterapi» er én måling på én dag, og placeringer svinger. Antallet af opgaver og sager er min egen optælling, og de er meget forskellige i størrelse. Casen kan ikke vise salg eller tilmeldinger, og der er ingen systematiske hastighedsmålinger før og efter den nye side. Body SDS har flere leverandører, så de resultater, jeg nævner, er dem, jeg selv har arbejdet på.

Tjek selv
Kontakt

Mangler du en fast teknisk partner?

En, der kender din løsning, så du ikke starter forfra, hver gang der skal ske noget.

Kim TetzlaffKim TetzlaffDen, der laver arbejdet
Hvad har I i dag, og hvad mangler I?